Mombeltrán

Ikke ret mange udenlandske turister finder vej til Mombeltrán. Byen ligger 150 km stik vest for Madrid i den sydlige del af Castilla y León, i en meget naturskøn egn La Sierra de Gredos, der er naturreservat. Med bjergtoppen Pico de Almanzor når Gredos op på 2.582 meters højde. Området grænser op til det af fuglekendere kendte område Extremadura og Castilla La Mancha, kendt fra Cervantes' roman "Don Quijote". Egnen er meget velegnet til vandreture af 1 eller flere dages varighed. Der er skiterræn og golfbaner i området.
Mombeltrán kan nemt nås fra Madrid i bil på 2,5 time, hvis man kører i ét stræk. Det er dog meget klogere at gøre ophold undervejs på et lokalt spisested for at indtage et godt, hjemmelavet måltid. Her får man mulighed for at suge indtrykkene og duftene fra køkkenet til sig. Inden man har set sig om, har man lagt hverdagstravlheden bag sig og snart føler man, at man er "landet". Nu kan man i ro og mag fortsætte vestpå. Nogle minutter før man når Mombeltrán kan man ane omridset af den gamle borg. Idet man passerer bygrænsen, har man borgen på sin højre side.
Mombeltrán er en charmerende landsby på 1200 indbyggere, hvor der ingen turister er på trods af den smukke borg fra år 1400. Folk i byen er yderst venlige og imødekommende. Oftest er man den eneste udlænding i byen og stort set også på egnen.
På trods af sin lidenhed har byen 4 restauranter, 10 barer, 4 supermarkeder, div. småforretninger og et svømmebassin med det reneste flodvand (ikke koldt). Der er bibliotek med gratis internet for alle.
Skal man købe lidt mere ind, ligger Arenas de san Pedro kun 10 km derfra. Og hvis man virkelig vil shoppe i stor stil, ligger Talavera de la Reina 40 km fra Mombeltrán.
Hvad enten man er til natur eller kultur, er der rige muligheder for udflugter:
|
Ávila med sin smukke katedral og en meget smuk og velholdt bymur. Aldrig har jeg set så mange storke; der er 12 kirker i byen og på hvert kirketårn var der mindst 2 beboede storkereder med meget aktiv diner transportable. |
 |
Segovia, som er kendt for sin romerske akvædukt og det meget specielle slot Alcázar.
Salamanca, som huser 3 universiteter, deriblandt Spaniens ældste.
Og så er der naturligvis den gamle kongeby Toledo, hvor El Greco i sin tid arbejdede. Der er en meget smuk bymur, hvorfra man kan beundre den næsten endeløse udsigt ud over sletten. Det er umagen værd at bruge mindst én dag på denne vidunderlige by med mange skønne bygninger.
 |
Byen er kendt for sin smukke keramik og andet håndværk, bl.a. intarsia. |
Grotterne Las Cuevas de Aguila er et besøg værd. Der er en konstant temperatur på 21 grader, meget behageligt i sommervarmen.
El Raso, som er et meget øde sted med en vidunderlig natur. Det er en keltisk landsby, som er ved at blive udgravet.
 |
Guisando er en skøn gammel bjergby, som har en af de utallige naturlige swimmingpools. De er dannet ved at man dæmmer floderne op. Vandet løber stadig igennem og man kan bade i det renest tænkelige vand, som ovenikøbet er helt frit for klor. |
Cuevas del Valle er den ældste af de 5 landsbyer i dalen, hvor Mombeltrán også ligger. Med sine stejle gader, smukt dekorerede huse og totalt fravær af turister er den et besøg værd.
Men pas på :-)! Bare fordi man for sjov spørger om prisen på kirsebær, som 2 ældre kvinder sidder og spiser udenfor et af husene, kan man 5 minutter senere ende nede i den enes vinkælder, hvor sønnike fremstiller nogle ædle dråber til familiens eget forbrug. Udover vin rummede kælderen nogle flasker orujo, som er den lokale brændevin. Milde Moses, det var stærke sager, som udviklede sig yderligere, da jeg kom ud i 37 graders varme udenfor!
Sidst, men ikke mindst, ligger Talavera de la Reina kun 40 km fra Mombeltrán. Det er ikke for ingenting, at byen bliver kaldt for keramikbyen. Der er et utal af værksteder, som fremstiller den skønneste keramik. Nedenunder vises eksempler på et navneskilt, udsmykning af en hoveddør og en trappe.